Udskriv denne side

Sprog, særinteresser og rutiner


Hvordan bruger mennesker med Aspergers syndrom sproget?

Børn med Aspergers syndrom anvender i de fleste tilfælde sproget kommunikativt, dvs. til at tage kontakt.

Deres sproglige udvikling er dog ofte "skæv", men når de har lært at tale, er både grammatikken og udtalen på plads.

Børn med Aspergers syndrom kan godt opfattes som gammelkloge og siger ofte nogle meget originale og intelligente ting.

Mennesker med Aspergers syndrom kan have usædvanlig stemmeføring. Nogle taler med fistelstemme, eller deres stemme kan lyde meget monoton.

Der kniber især med hensyn til, hvordan sproget bruges i sociale sammenhænge (pragmatik), manglende forståelse for at et ord kan have flere betydninger (semantik), og problemer med intonation, tryk og rytme i sproget.

Nogle mennesker med Aspergers syndrom er ikke så gode til at formulere sig mundtligt, mens de er mere trygge ved det skrevne ord og skriver meget levende.

Det kan være fordi, det er svært for mennesket med Aspergers syndrom at aflæse kropssprog (som er ca. 80 % af en samtale), og det derfor kan være noget af en kraftanstrengelse at koncentrere sig om både at lytte og formulere sig.

På den baggrund er der udviklet støttesystemer med skrift eller billeder, tilpasset den enkeltes funktionsniveau.

Hvorfor kan mennesker med Aspergers syndrom have det svært med øjenkontakt?

Nogle mennesker med Aspergers syndrom lærer at tage øjenkontakt, mens andre kan have meget svært ved det, også som voksne.

Da det er svært for mennesker med Aspergers syndrom at sætte sig ind i andre menneskers følelser, er det svært for dem at aflæse alle de beskeder, der gives gennem øjenkontakt.

Det er vanskeligt for mennesker med Aspergers syndrom at koordinere flere ting på en gang.

Nogle med Aspergers syndrom har beskrevet, at det er meget svært at koncentrere sig om at høre efter, hvad den man taler med siger, når man også skal koncentrere sig om øjenkontakt.

Hvorfor har mennesker med Aspergers syndrom det med at være samlere og have særlige interesser?

Mennesker med Aspergers syndrom har ofte en særlig interesse, de går meget op i.

Det kan være at samle på bestemte ting eller læse alt om et bestemt emne og på den måde samle på viden.

Det kan også være en stor akademisk nydelse at ordne denne indsamlede viden efter forskellige systemer, f. eks. kronologisk, geografisk eller alfabetisk.

Disse evner kan, hvis de erkendes og mødes med forståelse, bruges i erhvervssammenhæng.

Der er mange grunde til, at mennesker med Aspergers syndrom elsker at samle på ting eller indsamle viden.

Det kan være, fordi verden kan synes kaotisk og fuld af overvældende sanseindtryk, og det at samle giver en følelse af orden og symmetri.

Aspergers syndrom er et "en ting ad gangen-syndrom", og derfor fungerer mennesker med syndromet bedst, når de har fokus på et snævert felt.

Lysten til at vide meget om et bestemt emne kan bunde i fascinationen af facts og i mennesker med Aspergers syndroms fantastiske evne til at lære udenad.

Når de læser meget om et bestemt emne eller samler på en bestemt ting, har de også mulighed for at finde ligesindede, der har samme interesse, og på den måde indgå i sociale sammenhænge, hvor de føler sig trygge.

Hvorfor har mennesker med Aspergers syndrom brug for rutiner?

Mennesker med Aspergers syndrom oplever verden anderledes og tænker på en anden måde end andre.

Sanseindtryk kan være meget stærke, og verden kan virke kaotisk.

Mennesker med Aspergers syndrom og andre autismespektrumtilstande har ikke let ved at forestille sig ting, de ikke har oplevet før.

Derfor kan uvished om, hvad der skal ske i løbet af en dag, være meget frustrerende, skabe angst og utryghed, og derfor også være årsag til problemskabende adfærd.

Når alt omkring en virker som kaos, opstår behovet for at skemalægge og at indgåede aftaler respekteres.

Mennesker med Aspergers syndrom tænker meget specifikt og har svært ved at overføre viden om en situation til en ny situation, selvom de ligner hinanden utroligt meget.

Det vil sige, at hvis noget ser ud på en bestemt måde, og personen med Aspergers syndrom har lært, at sådan ser det ud, og det så forandrer sig bare lidt, kan nogle med Aspergers syndrom ikke se, at det er det samme.

Overskuelighed gennem struktur i hverdagen kan forhindre, at personen med Aspergers syndrom bliver angst og udviser problemskabende adfærd.

Specialpædagogisk bistand for mennesker med Aspergers syndrom bør bygge på denne viden og forståelse.


Forrige side: Diagnostiske kriterier