Udskriv denne side

NLD


NLD minder på mange områder om højtfungerende autisme eller Aspergers Syndrom, og opfattes af de fleste i dag som en autismespektrumtilstand.

NLD er et neurologisk syndrom, som kendetegnes ved en række stærke sider - og en række vanskeligheder/svage sider.

De stærke sider består i, at mennesker med NLD oftest har gode sproglige og auditive evner.

I den nyere forskning beskrives NLD som en markant forskel mellem den sproglige og den visuelle/handlemæssige begavelse, hvor den sproglige IQ er normal (eller høj), og hvor den visuelle IQ er signifikant lavere.

Der er fire hovedområder, hvor vanskelighederne viser sig:

1.
Motoriske vanskeligheder (koordinationsevne, balance-evne, finmotorik)

2. Visio-spatiale vanskeligheder (rum-retningessans, evne til at afkode visuelle informationer, organisation) som gør, at det kan være svært...

  • at finde vej
  • at lære klokken
  • at rydde op og sortere
  • at tolke ansigtsudtryk og kropssprog

3. Social-kognitive vanskeligheder (empatiforstyrrelse, vanskeligheder med at forstå nonverbale signaler som kropssprog og mimik, vanskeligheder med at navigere socialt) som gør, at det kan være svært...

  • at forstå humor og ironi
  • at skifte mening
  • at leve sig ind i andres tanker og følelser
  • at fornemme stemninger
  • at forstå ens egen andel i konfliktsituationer
  • at lære af sine fejltagelser
  • at holde til uventede ændringer
  • at forholde til ukendte situationer

og at man nemt kommer til...

  • at tolke bogstaveligt
  • at misforstå andre
  • at blive misforstået af andre
  • at være mere godtroende og naiv

4. Sensoriske vanskeligheder (stærk følsomhed overfor sansepåvirkninger, berøring, lyde, lys, lugte, mange mennesker på én gang, o.s.v.) som gør, at det kan være svært...

  • at lære at cykle
  • at tage jakke på eller binde snørebånd
  • at holde afslappet på en blyant
  • at bedømme afstande 

Sammenlagt påvirker vanskelighederne evnen til at forstå sammenhænge, at strukturere, bedømme, planlægge og prioritere.

Mennesker med NLD tænker ofte meget konkret, d.v.s. opfatter mange ting meget bogstaveligt.

Børn med NLD bliver ofte opfattet som højt begavede, da de færreste mistænker et velformuleret barn for at have funktionsnedsættelser.

Mest uheldigt er det, hvis omgivelserne kommer til at stille krav til børnene, som de ikke har forudsætninger for at honorere.

Børn med NLD kan misforstås som stædige eller trodsige, men er i virkeligheden infleksible, på grund af vanskeligheder med at skifte fra en tænkemåde til en anden (herunder at skifte mening, se tingene fra andres synspunkt m.m.).

Børn med NLD er oftest meget kontaktsøgende, men kontakten lykkes ikke altid så godt, på grund af barnets vanskeligheder med at afkode det nonverbale (mimik, kropssprog, hentydninger m.m.)

Det er vigtigt, at omgivelserne har forståelse for - og viden om - børnenes vanskeligheder.

Børnene har stor gavn af at blive støttet i at strukturere dagen, både verbalt og visuelt.

Man anbefaler, at børn med NLD skoleplaceres i almindelige skoleklasser, fordi de oftest kopierer adfærd fra andre børn.

Men specialtilbud kan af og til komme på tale - især i de større klasser, hvor forskellen på NLD-barnet og de jævnaldrende tit bliver meget tydelig.

Rettesnoren er, at barnet skal undgå stress og det lave selvværd, der kan følge med, når man ikke kan honorere omverdenens krav. Man anbefaler, at der stilles færre krav til skriftlige produktioner - og børnene skal støttes massivt i fag som er særligt vanskelige (f.eks. matematik) - samt i ustrukturerede og sociale sammenhænge (f.eks. frikvarter o. lign.)

I fritiden kan det være en god idé, at støtte barnet i at finde fritidsaktiviteter, som det har succes med, og som ikke stiller for store krav på de områder, som barnet har svært ved.

Eksempler på voksenstrukturerede fritidsaktiviteter, som forældre har fundet egnede, er f.eks. rollespil, svømning, musik, drama, ridning og skydning.

Endelig bør pårørende og fagfolk støtte forældrene til et barn med NLD.

Forældrene vil have brug for at tale om deres bekymringer, som kan være ganske store.

Mange forældre bekymrer sig især om, hvordan barnet skal klare sig som ung og voksen