Udskriv denne side

ADHD hos voksne


Karakteristika ved voksne med ADHD

Motorisk hyperaktivitet:
Viser sig ved en konstant rastløshed og en manglende evne til at slappe af. Føler sig nervøs. Har svært ved f.eks. at se en hel film i biografen, og skal derfor flere gange ud for at ryge en cigaret eller gå på toilettet. Er altid i gang med noget og bliver i dårligt humør, hvis man tvinges til at være inaktiv.

Opmærksomhedsforstyrrelse:
Manifesterer sig som en manglende evne til at holde tråden ved en samtale. Bliver let distraheret og kan ikke filtrere uvedkommende stimuli fra. Har svært ved at holde koncentrationen ved løsning af opgaver, kommer ofte til at tænke på noget andet. Nøgler, papirer, tasker, tøj forsvinder eller bliver ofte forlagt. Glemmer aftaler, og glemmer hvad man har på sinde.

Svingende humør:
De voksne kan ofte beskrive, at de altid eller i hvert fald siden ungdommen har haft svingninger fra normalt humør til depression eller lettere opløftethed eller ophidselse. Det sidste er nok det mest hyppige. Depressionen beskrives som, at man er ked af det, keder sig, at man har en manglende tilfredshed. Den anhedoni eller manglende lystfølelse, som ses ved depression er ikke til stede. Humørsvingningen varer ofte timer til et par dage og optræder uden de kropslige fornemmelser, som ses ved egentlig depression, dvs. appetitløshed, nedsat psykomotorisk tempo osv. Humørskiftene kan optræde spontant, men også være forårsaget af ydre begivenhed

Hidsigt temperament:
Har en "kort lunte". Føler det som om, at man mister kontrollen. Bliver ofte bange for sin egen adfærd. Beskrives som om, at man let bliver provokeret eller er konstant irritable. Til forskel fra de mere alvorlige temperamentsproblemer, som ses hos nogle af personlighedsforstyrrelserne, beskriver den voksne ofte, at temperamentsudbrudene er kortvarige, og de er ikke ledsaget af en gennemgribende fjendtlighed over for andre. Beskriver det selv som, at man har meget let ved at koge over, at man hurtigt fortryder, og ofte er ked af, de problemer det giver i forhold til andre.

Stressoverfølsomhed:
Har svært ved at klare de almindelige udfordringer i dagliglivet. Reagerer ofte og for meget eller forkert på dagligdagsproblemer. Kan føle sig deprimeret, forvirret, usikker og angst eller vred. Det er typisk disse følelsesmæssige reaktioner påvirker evnen til løsning af problemer. Oplever ofte at dagliglivet er en gentagen serie af kriser.

Manglende organisation:
Har svært ved at organisere arbejde, hjemlige pligter. Får ofte ikke afsluttet det, man er i gang med. Springer fra den ene opgave til den anden på en ret tilfældig måde. Har svært ved at organisere sin tid, og bliver ikke ved tingene lang tid nok til at fuldføre det, man er i gang med.

Impulsivitet:
I de lettere tilfælde handler det om, at man taler, før man har tænkt sig om. At man afbryder andre i en samtale, er utålmodig f.eks. når man kører bil eller venter i en kø, eller at man køber ting impulsivt. I mere svære tilfælde ses symptomer som også optræder ved mani og antisocial-personlighedsforstyrrelse. Det handler om hyppige skift i job og hyppige skift i partnere. At man ofte involvere sig i lystfyldte aktiviteter uden at overveje konsekvenserne, at man kører hensynsløst i trafikken, og stærkt og for risikabelt. At man involvere sig i tvivlsomme økonomiske arrangementer. Man kan også beskrive, at man følerutilpashed, hvis man ikke får lov til at reagere umiddelbart på en stresssituation. Man tager nogle hurtige beslutninger uden at reflektere, ofte på basis af utilstrækkelig information og ofte til egen ulempe.

ADHD er en forkortelse for Attention Deficit Hyperactivity Disorder

ADHD er muligvis to forskellige lidelser.

Generelt ses der tre forskellige forløb af ADHD i voksenalderen: 1)en gruppe med få problemer, 2)en gruppe der fortsætter med at have symptomer og tilhørende sociale emotionelle og arbejdsmæssige problemer og 3) en lille gruppe med alvorlig antisocial og/eller psykiatrisk patologi. Generelt ses voksne med ADHD ofte også at have andre psykiatriske lidelser som f.eks., angst, depression og personlighedsforstyrrelser. I nogle forløbsundersøgelser er der vist, at op til 77% af voksne med ADHD opfylder kriterierne for en eller andre psykiatriske diagnoser. Undersøgelser har også vist, at der er et hyppigt alkohol- og stofmisbrug hos voksne med ADHD. Kendskabet til gruppen af velbegavede voksne med ADHD er ikke stort. De kæmper sig gennem uddannelse, job og liv med de vanskeligheder de har, men har svært ved at gennemføre studier og de omskiftelige krav på arbejdsmarkedet.
"Det vil muligvis vise sig at ADHD kan inddeles i to forskellige grupper med et forskelligt prognostisk forløb, hvor dem der primært har AD eller en opmærksomhedsforstyrrelse, vil klare sig bedre, hvorimod gruppen med vanskeligheder overvejende knyttet til hyperaktivitet, er i risiko for antisocial adfærd, misbrug og kriminalitet.",
siger Jan Jørgensen (ledende overlæge Børne- og ungdomspsykiatrisk afdeling i Esbjerg.)


Forrige side: ADHD hos børn